Amputationer koster både liv og mange millioner

Forebyggelse kan spare samfundet for millioner
Han synes, at det er interessant, at udgifterne ved større amputationer fordeler sig på tre politiske niveauer. Regionerne betaler 450.000 kroner af regningen, fordi behandlingen finder sted på sygehuse, i almen praksis eller går til medicin og andet. 200.000 bliver betalt af kommunerne, fordi de går til aktiviteter i hjemmeplejen. Og de sidste 400.000 stammer fra færre skatteindtægter og mindre arbejdsudbud, fordi de opstår i forbindelse med et tab i produktiviteten.

”Allerede 2-3 år inden amputationen kan man se, at de mennesker, der senere bliver amputeret, begynder at falde fra arbejdsmarkedet. Det vil være nærliggende at tænke, at det er en komplikation ved foden eller benet, fx et fodsår eller noget lignende, som gør, at man har længere sygemeldinger eller ikke kan varetage sit arbejde.”

Eskild Fredslund Klausen mener, at de store udgifter, fordelt på regioner, kommuner og staten, understreger behovet for at arbejde mere på tværs af sektorer.

“Regionerne, der hovedsageligt står for forebyggelsen af de her amputationer, betaler faktisk en stor del af omkostningerne. Men kommunerne og staten har også mange udgifter. Hvis regionerne snævert set skulle se på, hvor meget de skulle kaste i forebyggelsen i forhold til deres udgifter, så kommer de til at bruge for lidt i forhold til, hvad vi som samfund egentlig kunne tillade os at bruge, set i lyset af de samlede udgifter,” siger han.

Stor dødelighed blandt amputerede
Undersøgelsen viser også, at dødeligheden er tårnhøj blandt de knap 700 mennesker, der fik en større amputation. Godt en tredjedel dør inden for tre måneder efter en amputation og i løbet af fire år er 70 procent døde.

”Det er mennesker på godt 70 år, der i gennemsnit har haft diabetes i 12 år. Det er dog ikke amputationerne, der er skyld i, at de er døde, men at det er rigtig syge mennesker, vi har med at gøre her,” siger han og tilføjer:

”Heldigvis er vi blevet meget dygtigere til at behandle diabetes og være opmærksomme på fødder. Vi anbefaler, at man får undersøgt sine fødder en gang om året og går til fodterapeut. Og der sker en udvikling inden for karkirurgi, så man i højere grad kan undgå en amputation, hvis man får problemer med ben og fødder. Så forhåbentlig vil en mindre andel af dem, der får diabetes i dag, ende med at blive amputeret.”

Større indsats over for borgere i højrisiko
Eskild Klausen Fredslund synes, at det kunne være interessant at se på, hvordan afstand og ventetider påvirker folks tilbøjelighed til at tage til fodterapeut. Han har tidligere kigget på, at det er godt hver tredje med diabetes, der får foretaget en fodundersøgelse.

”Ud fra en generel anbefaling om, at alle borgere med diabetes skal have foretaget en fodstatus en gang om året, er godt hver tredje jo ikke sådan prangende. Og vi kunne se, at det var dem, der var godt stillet, som var bedst til at komme til fodterapeut. Nu kan vi se, at det er dem, der mindre godt stillede, der får foretaget amputationerne.”

Studiet viser, at 70 procent af dem, der har fået foretaget en amputation, er mænd, som generelt har sværest ved at passe på sig selv og komme til lægen.

”Hvis man ringer til fodterapeuten og bestiller en tid, og får at vide, at det kan du få om et år eller to, så kan det godt være, at man springer over. Jeg ved, der er snak om at arbejde med at bløde op på den generelle anbefaling om, at alle med type 2-diabetes skal forbi en fodterapeut én gang om året. Der kan være god ræson i, at nogen skal ses mere sjældent, men der er godt nok også nogen, som skal ses oftere. Måske skal der laves en mere aktiv indsats for at få de borgere, som er i højrisiko, til at se en fodterapeut.”

Han synes også, det kunne være interessant at se, hvad der skete, hvis man gjorde det gratis at komme til fodterapeut.

“Ville det gøre noget for de mest socialt udsatte mennesker? Dem, der har sværest ved at komme af sted til behandling, fordi de har andre sundhedsudfordringer og måske også sociale udfordringer, som fylder mere. Måske bliver fødder det sidste, man kigger på i løbet af dagen. Så det er nok et tværsektorielt samarbejde, der skal til.”

Den nye sundhedsreform peger netop i den retning, som Eskild Klausen Fredslund efterlyser. Kronikerpakken for mennesker med type 2-diabetes træder i kraft i 2028.