Nyt studie viser, at mennesker med diabetes i mindre grad går til fodterapeut end til øjenlæge eller tandlæge, og at nogle grupper har en større tendens til at falde igennem forebyggelsesnettet.
Ugifte, mænd, nydanskere fra ikke-vestlige lande og nydiagnosticerede med type 2-diabetes får sjældnere forebyggende undersøgelser hos øjenlæger, tandlæger og fodterapeuter. Det fortæller Eskild Klausen Fredslund, der er økonom og ph.d på Steno Diabetes Center Aarhus. Han har været primusmotor på et studie om socioøkonomiske forskelle i brugen af forebyggende undersøgelser hos mennesker med diabetes. Studiet er udført i Region Midtjylland.
Øjne og tænder før fødder
Studiet viser, at der er flest borgere med type 2-diabetes, som opsøger øjenlægen, næstflest går til tandlæge og færrest finder vej til fodterapeuten.
”Jeg undrer mig over forskellen i brugen af forebyggende undersøgelser. Jeg gætter på, at øjenlægen er nemmere at gøre brug af, fordi det kun er hvert andet år og er gratis. Og mit bud er, at folk i højere grad kommer til tandlæge, fordi det er noget, de er vant til og at det egentlig ikke har noget med diabetes at gøre. Jeg gætter på, at nogle mennesker ikke forbinder fodterapi med sundhedsfaglig behandling”, siger Eskild Klausen Fredslund.
Studie af effekt af egenbetaling
Han kunne godt tænke sig at gennemføre et studie om, hvorfor nogle mennesker med diabetes sjældnere får forebyggende undersøgelser.
”Jeg kunne godt tænke mig at gennemføre et forskningsprojekt, hvor vi fjerner egenbetalingen til fodterapi og tandlæge for disse borgere for at se, om det gør en forskel. Det ville også sende et signal om, at samfundet synes, at undersøgelserne er vigtige. Vi kunne fx lave undersøgelsen i en sundhedsklynge, hvor det ikke vil være dyrt at se, hvilken forskel egenbetalingen kan gøre. Men inden jeg forholder mig til det, vil jeg gerne være klogere på, hvad der driver forskellen”, siger Eskild Klausen Fredslund.
Blodsukkeret spiller ind
I studiet har forskerne kigget på, hvor velregulerede de patienter, der fik fodstatus hos en fodterapeut, var. De fandt frem til, at dem, der har et letforhøjet eller mellemforhøjet blodsukker, er mest tilbøjelige til at gå til fodterapeut. De patienter, der er dårligst regulerede, er lige så lidt tilbøjelige til at gå til fodterapeut som dem, der er velregulerede. Og dem, der slet ikke får målt deres blodsukker en gang om året hos lægen, har den mest ringe sandsynlighed for at gå til fodterapeut.
”Jeg synes, at det kunne være enormt interessant at komme tættere på behovet. For mig er det et opsigtsvækkende resultat, men jeg vil gerne dykke mere ned i det og forstå det bedre. Fx kunne jeg godt drømme om, at man afdækker, om det er dem, som har et behov, der bliver set af fodterapeuten”, siger han.
Ryger fodstatus mellem sprækkerne
Eskild Klausen Fredslund er nysgerrig på informationshierarkiet i almen praksis. Om lægerne lægger vægt på, at patienterne skal til fodterapeut.
”Der er meget, man skal forholde sig til som nydiagnosticeret, og jeg kan frygte, at den årlige fodstatus ryger mellem sprækkerne. Det er ofte ikke så akut at komme til fodterapeut, når man er nydiagnosticeret, men det er en god vane at have. Jeg kender personligt til nydiagnosticerede, hvor almen praksis ikke har lagt vægt på at få foretaget en fodstatus”, siger han.
Det er ikke første gang, Eskild Klausen Fredslund beskæftiger sig med ulighed i sundhed hos mennesker med diabetes. Han har også bidraget til arbejdet med en rapport, som KORA udgav i 2016 om social og grafisk ulighed blandt mennesker med diabetes og fodterapi.
Konklusionerne i undersøgelsen er, at egenbetaling kan være med til at øge uligheden i sundhed, især når det gælder tandlægebesøg. Og at der er betydelige socioøkonomiske forskelle i brugen af sundhedsundersøgelser blandt mennesker med diabetes.
60 procent af borgere med diabetes har været hos øjenlægen inden for det sidste år, 47 procent har været hos tandlægen og 34 procent hos fodterapeuten.
35 procent af mennesker med diabetes har tegn på følgesygdomme, når de får stillet diagnosen.
Se forskningsartikel “Inqualities in healthcare utilisation among adults with type 2 diabetes
Kilde: Elsevier
Eskild Klausen Fredslund
Sundhedsøkonom på Steno Diabetes Center Aarhus
Kandidat i matematik-økonomi fra Aarhus Universitet i 2010.
Ph.d. i sundhedsøkonomi fra Dansk Center for Sundhedsøkonomi (DaCHE) på Syddansk universitet i (2015-2018)
Ansat som projektleder i VIVE fra 2010-2022.
Arbejder med sundhedsøkonomisk evaluering af randomiserede kontrollerede forsøg, som kan bidrage til, at vi i Danmark prioriterer de behandlingsindsatser, der giver mest sundhed for pengene. Han arbejder også med registerforskning med fokus på opgørelse af omkostninger og effekter af eksisterende behandlinger og identifikation af social ulighed i sundhed.
Ny forskning viser, at hammertæer, der bliver opereret med tenotomi, i nogle tilfælde gendanner deformiteten og skal opereres igen. Tenotomi er en simpel metode, hvor man skærer fleksorsenerne – der styrer bøjningen af tæerne – over.
