De to fodterapeuter Tina Christensen (tv) og Ann-Louise Gulbrant Hasborg ses på billedet bag skiltet til Flexklinikken.

Fodterapi med hjerterum: Her bliver samfundets udsatte mødt i øjenhøjde

I et hjørne af Bispebjerg Hospital lukker to socialfodterapeuter et kritisk hul i velfærden og sparer samfundet for mange penge – altid med respekt og omsorg for det menneske, de får i stolen.

Sure sokker der ikke har været skiftet i måneder. Centimetertykke negle der er vokset langt hen over de andre tæer. Hårdt prøvede fødder, der vidner om et liv med udfordringer og social udsathed.

Dét er noget af det, de to socialfodterapeuter Tina Christensen og Ann-Louise Gulbrant Hasborg møder i hverdagen. De to fodterapeuter arbejder begge i den fodklinik, der er en del af Flexklinikken ved Bispebjerg Hospital.

Her behandler de to kvinder patienter med misbrug, hjemløse og psykisk syge – patienter der ellers sjældent finder vej til sundhedsvæsenets ydelser. Men lige her på Flexklinikkens fodklinik, er de to fodterapeuter med til at skabe et sundhedsvæsen, de fleste af deres patienter ellers har opgivet.

En opringning, en vogn og et par nye sko

Fodklinikken er nemlig indrettet på den særlige patientgruppes egne præmisser. Utraditionelt, men effektivt.

“Vores patienter har mange udfordringer i deres liv og kan typisk ikke overskue lange ventetider eller huske aftaler langt ude i fremtiden. Det fører til, at de alt for ofte ikke får den behandling, de har brug for,” fortæller fodterapeut Tina Christensen.

Hun tilføjer:

”Det kan få små problemer til at udvikle sig til større. Og får de først store sår og infektioner, kan det ende med at få store menneskelige følger fx i form af amputation. Det koster samfundet langt mere, end det gør at drive en klinik på den her måde.”

Om Flexklinikken

Flexklinikken og den dertilhørende fodklinik er et forsøgsprojekt i Region Hovedstaden, som favner udsatte og sårbare borgere, der oplever udfordringer i mødet med det etablerede sundhedsvæsen. Selvom patientgruppen ofte er indlagt, er de sjældent i kontakt med en praktiserende læge. Derudover er de dårlige til at passe på sig selv. Det skaber ulighed i sundhed.

Flexklinikken startede i 2022, mens fodklinikken blev tilføjet i 2024. Det er Dorthe Vilhelmsen, medlem af Regionsrådet for Det Konservative Folkeparti og tidligere fodterapeut, der har været primusmotor for initiativet med den sociale fodklinik.

Netop fordi patientgruppen har de udfordringer, de har, gør fodklinikken et ekstra nummer ud af at få dem til at møde op til deres behandling.

”Vi ringer til dem dagen før, minder dem om, at de har en aftale i fodklinikken og hører om, de har tænkt sig at dukke op. Hvis de ikke lige kan overskue at komme herhen, sender vi gerne en vogn for at hente dem,” fortæller fodterapeut Ann-Louise Gulbrant Hasborg.

Det handler om at fjerne alle de barrierer, der står i vejen for, at de kan få den forebyggende fodterapi. Når patienten først sidder i stolen, må de to fodterapeuter løbende vurdere, hvordan de håndterer behandlingen bedst.

“Af og til har patientens fødder ikke set vand og sæbe i månedsvis. For at mindske den flovhed, der er forbundet med det, starter vi altid med et fodbad. Derudover må vi også altid vurdere, hvad vi kan behandle, da det afhænger af, hvor længe patienten kan holde ud at sidde i stolen. Har patienten abstinenser kan de altid få tilbudt en øl under behandlingen,” fortæller Tina.

Hvis der er behov for det, kan patienten også få et par rene sokker og nyt fodtøj. Det er donerede ting, som har stor værdi for patienterne – både praktisk og menneskeligt.

Socialfodterapeut Tina Christensen foran reolerne med sko, som patienten kan få et par af gratis, hvis de har brug for det.

En fysisk og mental oase

Flexlinikken, der danner ramme om fodklinikken, er bygget i gammel stil med røde mursten og småsprossede vinduer. Små haver med drivhuse og bænke, der inviterer til at tage ophold, er det eneste sted på hospitalsområdet patienterne må ryge.

“Det gør noget ved én, at her er så smukt. Her er overhovedet ikke hospitalsagtigt, men meget, meget hyggeligt. Man bliver glad af at være her,” siger Ann-Louise.

På den måde tilbyder klinikken de borgere, der ellers ikke har været heldige med ret meget her i livet, et fysisk og mentalt frirum, hvor der også altid er kaffe på kanden og højt til loftet.

Ann-Louise Gulbrant Hasborg (tv) og Tina Christensen bruger begge en god portion humor til at skabe samhørighed med patienterne.

Målet med fodklinikken er at forebygge alvorligere fodproblemer og skabe et sundhedssystem, de fleste, der kommer i klinikken, ellers har givet op på. Derfor er humor også et vigtigt redskab i behandlingen. Det løsner op og skaber samhørighed:

”Det er vigtigt at kunne grine sammen. Jeg havde engang en patient med nogle brune plamager under fødderne. De undrede mig meget, for sådan nogle havde jeg ikke lige set før,” fortæller Ann-Louise.

Plamagerne viste sig at være hash, som patienten havde spildt på gulvet derhjemme og trådt rundt i, så hashklumperne var helt fladmaste og sad godt fast under foden.

“Næste gang den patient kom, sagde jeg til ham, at han godt kunne hilse rengøringsdamen og sige, at hun havde gjort det godt. For jeg kunne næsten ikke finde noget hash under foden denne gang,” griner hun.

Behandlingen er mere end bare fodterapi. For mange af patienterne er det også et sjældent øjeblik af ro i en ellers kaotisk tilværelse, fortæller Tina. Hun siger:

“Mange af patienterne falder i søvn under behandlingen. Det er vel næsten den ultimative tillidserklæring.”

Flexklinikken med de røde mursten er omgivet af små haver, der inviterer gæsterne ind i de smukke omgivelser. I de udendørs arealer, der hører til klinikken, må man ryge – som det eneste sted på hospitalsområdet.

Bygger bro til det etablerede system

De fleste mennesker ville nok se lidt skævt til de patienter, som de to fodterapeuter tager sig af på fodklinikken – men det sker ikke her.

“Du skal kunne rumme de her patienter og møde dem i øjenhøjde og med omsorg. De har været vant til at blive mødt med fordomme mange steder. Det bruger vi ikke her. Vi ser hele mennesket bag den såbarhed, de har med i bagagen” siger Ann-Louise.

Når først patienterne har fået tillid til fodterapeuterne, bliver det lettere at hjælpe dem videre til andre tilbud:

“”Hvis vores patienter i fodklinikken har et problem, de gerne vil drøfte med en læge eller sygeplejerske, kan de gøre det, mens de er hos os i fodklinikken. Det kan gøre en stor forskel for patienten, at vedkommende ikke behøver at komme igen en anden dag for at tale med lægen,” fortæller Ann-Louise.

Fodklinikken, kommer på den måde ofte til at fungere som en indgang til det øvrige sundhedsvæsen.

En fod ad gangen

Selvom det sker, at nogle glemmer deres aftaler, så er vurderingen fra de to socialfodterapeuter, det er meget få.

“Jeg vil tro, at det er omkring 80 procent af patienterne, der møder op til deres aftaler. De er så taknemmelige for den behandling, de får her,” fortæller Ann-Louise.

“Og glemmer de en aftale ind i mellem, er de en stor undskyldning,” tilføjer Tina.

Erfaringerne fra fodklinikken på Bispebjerg Hospital peger på, at denne tilgang burde udbredes til hele landet.

“Hvis en socialt udsat får et fodsår, fordi vi ikke har lavet noget forebyggende, så er det dyrt for samfundet med amputation og alt det, der følger med. Derfor er forebyggelse af deres fødder virkelig vigtigt,” siger Ann-Louise.

Finansieringen fra fod klinikken er sikret frem til og med udgangen af 2025 gennem Region Hovedstaden. Hvad, der sker derefter, er uvist, men de 2 fodterapeuter håber og tror på en fortsættelse.

I mellemtiden fortsætter Tina og Ann-Louise deres arbejde. En ren sok, en klippet negl og en velbehandlet patient ad gangen øger de 2 fodterapeuter hver dag fodsundheden blandt samfundets mest udsatte. Med respekt, omsorg og en sjælden evne til at se mennesket bag den sociale udsathed og de hårdt prøvede fødder.

Blå Bog

Tina Christensen

Fodterapeut

Tina Christensen har været uddannet fodterapeut i 33 år. Hun har arbejdet som privat praktiserende fodterapeut, været ansat i sårcentret på Bispebjerg Hospital og Slagelse Sygehus. Tina har også været formand for Danske Fodterapeuter fra 2009 til 2023. Hun har været ansat på Flex-fodklinikken siden juni 2024, hvor hun arbejder 16 timer om ugen. Ved siden af sit arbejde i fodklinikken arbejder hun også på ’Klinik for fodterapi’ i København.

Blå Bog

Ann-Louise Gulbrant Hasborg

Fodterapeut

Ann-Louise Gulbrant Hasborg er tidligere sundhedsassistent og har været uddannet fodterapeut i 4 år. Hun har arbejdet i sårcenter på Holbæk Hospital.  Hun har været ansat på Flex-fodklinikken siden oktober 2024, hvor hun arbejder 20 timer om ugen. Ved siden af sit arbejde i Flex-fodklinikken arbejder hun også i sårcenteret på Køge Sygehus.

6. juni 2025
NYHEDSBREV

Modtag nyheder fra Corpes

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.