Manny Ohomne der kaster adskillige par af The World Shoe op i luften.

Et par sko kan ændre et liv

Da Manny Ohonme var ni år, solgte han vand og sodavand på gaderne i Nigeria. En dag sneg han sig med i en basketballkamp og vandt et par sko. Det blev starten på et nyt liv. I dag har han givet næsten 12 millioner fattige mennesker et par sko for at give dem samme chance for et bedre liv.

“Ingen mennesker i verden uden sko.“

Sådan lyder sloganet for en humanitær organisation med navnet Samaritan’s Feet, som amerikansk-nigerianeren Manny Ohomne har grundlagt.

Organisationen uddeler sko til især fattige børn, men også til både unge og ældre. Og behovet er enormt. Manny Ohomne vurderer, at der er over 600 millioner mennesker i verden, der ikke ejer et par sko. Og det er ikke bare et spørgsmål om komfort. Det er et spørgsmål om sundhed, uddannelse og en vej ud af fattigdom.

Og det hele er startet med en historie af den slags, man oftest finder i eventyr.

En bold på afveje

Der var engang en dreng på 9 år. Han solgte vand og sodavand på gaderne i Lagos i Nigeria. På bare fødder. Det er ikke et ualmindeligt syn i Nigeria at se både børn og voksne gå barfodede. En dag solgte han sine varer i park, hvor nogle missionærer lærte børn at spille basketball.

Corpes mødte Manny Ohomne, da han besøgte København i forbindelse med Global Podiatry Summit 2026.

“Jeg ville så gerne være med. Men fordi jeg var en gadehandler, jog de mig væk,” fortæller Manny Ohomne.

På et tidspunkt trillede bolden tilfældigvis lige hen foran Manny. Han tog en hurtig beslutning, greb bolden og sneg sig ind kampen. Kort efter blev det annonceret, at der ville blive afholdt en konkurrence om at skyde til måls. Præmien var et par sko:

“Alle børnene råbte “tag mig, tag mig, tag mig”. Jeg rakte også hånden op og var så heldig at blive valgt. Jeg endte med vinde konkurrencen. Og skoene! Det gjorde mig til den første i min familie og i mit lokalsamfund, der ejede et par sko.”

Den begivenhed ændrede hele hans livsbane.

Manny Ohomne begyndte at komme i parken så ofte han kunne, efter han havde arbejdet i timevis på gaderne. Basketballkampene blev hurtigt mere end bare en leg for ham. De blev et håb om et andet liv. Efterhånden fik han mulighed for at træne mere og blive dygtigere.

“En dag, efter jeg var blevet færdig med gymnasiet, gik jeg hen til min træner og sagde: ‘Coach, jeg vil gerne til Amerika for at spille basketball.’”

Mennesker overalt i verden mangler sko

De fleste tror, at det kun er i Afrika, at mennesker går barfodede, men ifølge Manny Ohomne sker det mange steder i verden. Fx uddelte Samaritan’s Feet sko i Grækenland til folk på flugt fra Syrien. I Storbritannien har organisationen hjulpet hjemløse.

I USA driver organisationen et program, der leverer skridsikkert fodtøj til ældre borgere. Fald er nemlig en af de hyppigste årsager til, at ældre ender på skadestuen, og mange har ikke fodtøj, der forebygger det. Programmet er nu ved at blive udvidet til andre lande fx til Caribien, hvor organisationen sørger for, at den store del af befolkningen, der har diabetes, har sko.

Samaritan’s Feet stopper dog ikke ved selve skoen. Organisationen underviser også i vigtigheden af at vaske hænder og fødder, og leverer nogle steder også hygiejneprodukter til piger, så menstruation ikke holder dem hjemme fra skolen.

Træneren lovede Manny, at han ville skrive ham en anbefaling, hvis han blev optaget på en af de skoler, som træneren kunne anbefale. Manny Ohomne søgte ind og kom ind. På dem alle – selv uden en anbefaling fra træneren. Hans talent åbnede døre, som tidligere havde virket helt lukkede.

Mange år senere, efter han var blevet en privilegeret mand med et godt liv, vendte Manny tilbage til Nigeria for at begrave sin far.

”Jeg havde glemt, hvor fattige vi var, for nu boede jeg i Amerika, hvor jeg havde alt det, jeg troede var umuligt at opnå. Det var en så stor kontrast, at jeg ikke engang kunne bruge toilettet i mine forældres hus,” siger han.

Under opholdet kom han forbi den samme park, hvor han som fattigt barn havde arbejdet som gadesælger. Intet havde ændret sig. Børnene løb stadig barfodede rundt. De var stadig fattige.

“Jeg kunne ikke bare gå forbi. Jeg var nødt til at gøre noget.”

Et stort behov

Den følelse blev startskuddet til Samaritan’s Feet – en organisation, der i dag arbejder for, at alle mennesker i verden har et par sko og for at forbedre verdens fodsundhed.

Det var på den første mission til Sydafrika i 2003, med 1.000 par sko i bagagen, at det gik op for Manny Ohomne, hvordan han virkelig kunne gøre en forskel.

Effekten af sko

Samaritan’s Feet gennemførte i samarbejde med Harvard Medical School en undersøgelse blandt 1.600 børn i Rwanda. Resultaterne dokumenterer effekten af at give børn et par sko:

  • Fremmødet i skolen steg med næsten 20 procent
  • Fraværet faldt fra 18 til 9 procent
  • Andelen af børn med indvortes orm faldt fra 35 til 0,5 procent.

”Efter vi havde delt alle skoene ud, stod der stadig 2.000 mennesker i kø, som håbede på at få et par sko. Forældre løftede deres børn over hegnet i håb om at få et par sko. Det var dér, jeg forstod, at der er et enormt behov for sko.”

Siden da har Samaritan’s Feet uddelt næsten 12 millioner par sko i 113 lande. Gratis.

Et par sko kan ikke i sig selv redde nogen fra fattigdom. Men de kan forhindre, at man bliver bidt af slanger og holde parasitter, der er årsag til sygdom, ude af kroppen. Når en person modtager et par sko, får de samtidigt vasket deres fødder og lærer om hygiejne.

“Folk er ikke klar over, at bakterier og parasitter trænger ind gennem åbne sår og rifter og er årsag til sygdom,” siger Manny Ohomne.

Sko giver adgang til skolegang

Men et par sko er bare ikke noget, man bare lige anskaffer sig, når man kommer fra et af Nigerias fattige områder. I Nigeria er det stadig helt almindeligt at se både børn og voksne gå barfodede. Prisen på et par sko kan nemlig nemt koste, hvad der svarer til en hel månedsløn.

Om Samaritans Feet

Samaritan’s Feet er aktiv i 113 lande og har uddelt næsten 12 millioner par sko. Organisationen har kontorer i 8 lande og over 300.000 frivillige til at hjælpe sig. Samaritan’s Feet uddeler både de sko – The World Shoe – de selv producerer og sko, som er modtaget som donationer. I 2009 modtog organisationen fx 1,3 millioner par sko fra en stor amerikansk detailkæde til en samlet værdi af 34 millioner dollars.

Læs mere på samaritansfeet.org

Problemet er, at det også er et krav at have sko på i skolen. Har familien ikke råd, kommer barnet ikke af sted. I mange familier må søskende deles om et par sko, så de kan skiftes til at gå i skole.

“Selv dem, der har et par sko, bruger dem ofte kun, mens de er i skole – skoene må nemlig ikke være snavsede. Nogle må gå mange kilometer til og fra skole, hvilket typisk foregår barfodet,” siger Manny Ohomne.

“Når du ofte er syg, går det ud over skolen. Det fører til dårlige resultater, der gør det svært at finde arbejde. Og så bliver man holdt fast i fattigdommen,” siger Manny Ohomne.

Derfor kan et par sko – kombineret med undervisning i hygiejne – være et konkret greb, der bryder den onde fattigdomscirkel.

Manny Ohomne med The World Shoe i forgrunden.

Et større fodaftryk

Det globale arbejde har rejst et nyt spørgsmål hos Manny Ohomne: Hvad nu, hvis man ikke blot deler sko ud, men sætter folk i stand til selv at producere dem, så de kan skabe en indtægt?

Det har ført til udviklingen af ’The World Shoe’, som bliver produceret i en fabrik i Ghana. Udover at fabrikken kan producere 5 millioner par sko om året, skaber den også arbejdspladser til området. Selve skoen indeholder en form for antibakterielt middel, er skridsikre og beskytter mod slangebid:

”Skoene kan både bruges til skole og leg, men er også lavet af et miljøvenligt materiale, der er bionedbrydeligt. De er skabt til at forsvinde ned i den jord, de engang gik på.”

I dag har Samaritan’s Feet over 20 ansatte, lokale partnere i en lang række lande og et frivilligkorps på over 300.000 mennesker verden over.

“Hvem skulle have troet, at ET par sko kunne ændre et liv så meget – både for mig og for millioner af fattige mennesker?” siger Manny Ohomne.

Eventyret er langt fra forbi. I dag skaber Manny Ohomne gennem Samaritan’s Feet den slags eventyr for andre mennesker. Et par sko ad gangen gør han sit til, at alle mennesker i verden har et par sko og får en chance for få et bedre liv.

Blå Bog

Manny Ohomne

Samaritan's Feet

Portrætter af Manny Ohomne, World Shoes

Manny Ohomne er både grundlægger og direktør i Samaritan’s Feet, som har omkring 30 ansatte. Manny Ohomne har en bachelor i international business og internationale relationer samt en kandidatgrad i anvendt økonomi og supply chain (forsyningskæder).

Han har også modtaget flere priser for sit arbejde i Samaritan’s Feet, som han grundlagde i 2003. Hans hustru, Tracie Ohomne (billedet), og flere af hans børn arbejder også i organisationen.

Manny Ohomne ses her sammen med sin hustru, som han driver Samaritan's Feet sammen med.

Om The World Shoe

Umiddelbart ligner The World Shoe, som er Samaritan’s Feet eget skobrand, en form for crocks. Selvom de også er lavet af skum, er der gjort en del ud af at give dem en mere fast sål, som ikke bliver trådt flad lige så hurtigt. Samtidig beskytter skoene mod skarpe genstande og slangebid. Der er også sat ekstra ventilation ind, så de egner sig bedre til varme lande, og materialet er både bakterieafvisende og biologisk nedbrydeligt. Skoene bliver produceret i Ghana, hvor de skaber arbejdspladser til 200 ansatte.

The world shoe er anerkendt af FIP (Federation of podiatrists) for at fremme verdens fodsundhed. World Shoe har modtaget FIP Seal of Approval (en slags kvalitetsstempel). Salget af skoene er med til at finansiere hjælpearbejdet og realisere målet om en verden, hvor alle har et par sko.

Læs mere på theworldshoe.com

24. juni 2026
NYHEDSBREV

Modtag nyheder fra Corpes