På billedet ses den belgiske fodterapeut Thomas Meesters.

Morgendagens fodterapeuter bruger indlægsteknologi og biomekanik i praksis

Med viden om kroppens mekanik og ny indlægsteknologi kan fodterapeuter både lindre rygsmerter og knæproblemer. Tag den viden til jer nu, for ellers mister I muligheden for at være førende på området, siger belgisk fodterapeut. Her får du hans gode råd til at komme i gang.

”Jeg havde engang en patient, der havde haft lændeproblemer i 30 år og havde smerter, både når han gik og stod. Han havde prøvet alt og været hos alle de typer af behandlere fra osteopat, fysioterapeut, neurolog og ortopædkirurg gennem flere år,” fortæller den belgiske fodterapeut Thomas Meesters. Han har blandt andet holdt oplæg på Danske Fodterapeuters Årsmøde 2025.

Ikke en eneste af de mange behandlere, patienten havde konsulteret, havde kigget grundigt på, hvordan han brugte sine fødder, når han stod og gik.

Efter at have undersøgt ham, viste det sig, at patienten havde en lille forskel på sin benlængde, som Thomas Meesters afhjalp med et 3 millimeter højt hælindlæg.

Thomas Meesters holdt oplæg om netop indlægsteknologi og biomekanik på Danske Fodterapeuters Årsmøde i 2025 i København.

”En uge efter var patienten smertefri. Det viser både, hvor meget vi som fodterapeuter kan gøre ved at have en forståelse for kroppens mekanik, men også hvad de rette indlæg kan,” siger han.

Fødderne er kroppens fundament

Alle konsultationer i Thomas Meesters’ klinik begynder med en fodanalyse på en scanningsplade, hvor man starter med at se på, hvordan vægten fordeler sig på fødderne, når patienten både går og står. Men Thomas Meesters stopper ikke med det. Han kigger på mere end fødderne og ser på, hvordan patientens fødder og gang påvirker resten af kroppen biomekanisk.

”Fødderne er fundamentet for, hvordan vores krop bevæger sig, og kan have indflydelse på både knæ, hofter og lænden. Bare tænk på det skæve tårn i Pisa. Fordi fundamentet er dårligt, gør det resten af huset skævt. Det er det samme med kroppen. Faktisk kan fodproblemer give smerter helt op i nakken,” fortæller Thomas Meesters.

Biomekanik handler netop om, hvordan kroppen bevæger sig. Da al bevægelse involverer fødderne, er de altafgørende for, hvordan resten af kroppen fungerer.

”Et forskningsstudie har vist, at 9 ud af 10 lændeproblemer er asymptomatiske og forårsaget af overbelastning, fejlstillinger og muskelspænding. Jeg tror, at mange af disse kan kureres med fodterapi og indlægssåler. Når vi løser de problemer, hjælper vi vores patienter til at bevæge sig bedre – eller bevæge sig igen. Og det er jo helt afgørende for at kunne holde sig sund og forbedre sin livskvalitet,” siger han og tilføjer:

”Man skal ikke altid kompensere 100 %, men kun nok til at patienterne får den støtte, de har brug for.”

Blå Bog

Thomas Meesters

Fodterapeut

På billedet ses den belgiske fodterapeut Thomas Meesters.

Thomas Meesters er uddannet fodterapeut på bachelorniveau i Belgien i 2016. Han startede med at læse fysioterapi, men fik øjnene op for fodterapi undervejs og skiftede.

Derudover har han en diplomuddannelse i sportsfodterapi og kurser i manuel terapi (manipulation af led) og i dry needeling (vestlig form for akupunktur). I dag er han selvstændig med egen klinik, hvor han har specialiseret sig i behandling af elitesportsfolk.

Da fodterapeuter er de eneste, der har fokus på, hvordan patienterne bruger deres fødder, vil det gøre en stor forskel for patienterne at fokusere mere på biomekanikken og føddernes indflydelse på resten af kroppen.

”Især for diabetespatienter er det vigtigt at bevæge sig. Det får de ikke gjort, hvis de har smerter i fødder, ben, knæ eller hofte. Men gode indlæg, der løser de biomekaniske problemer, kan hjælpe dem i gang. Studier viser, at når folk med diabetes går mere, forbedres deres HbA1c-niveauer (blodsukkerniveauer, red) sig, og de neuropatiske følelser i fødderne forbedres også,” fortæller han.

Du mister ikke dit håndværk med indlægsteknologi

Thomas Meesters mener, at den nuværende generation af fodterapeuter, vil være den sidste, der selv laver indlæg fra bunden. Til dem, der er bekymrede for, at de mister deres håndværk, siger han.

”Det skal man ikke bekymre sig om, for du har stadig brug for at vide, hvordan du justerer en patients fødder og gang.”

Den tid, han bruger på at lave indlæg fra bunden med gips, limning af materialer og slibning, vil han hellere bruge på patienten.

”Ved at bruge de nye teknologier og forme indlæg på din computer og få dem printet, kan du lave dem både smartere og hurtigere. Det frigiver tid, som du kan bruge på patienten fx på et kontrolbesøg. Samtidig bliver indlæggene af en bedre kvalitet, og hvis patienten vil have flere indlæg, skal du ikke starte forfra, men genbestiller blot dem, du allerede har modelleret. Og hvad der er endnu bedre er, at du kan regne 100 procent med, at du får et par indlæg, der er nøjagtig magen til de første.”

Hans vurdering er, at han ved hjælp af indlægsteknologi kan lave indlæggene helt op til 5-6 gange hurtigere.

Sådan kommer du i gang

”Al begyndelse er svær, men når først du kommer i gang, forstår du ikke, at du ikke har gjort det før,” siger han.

Hvis du har du fået blod på tanden, har Thomas Meesters flere råd til, hvordan du kommer i gang:

”Overvej om du kan slå dig sammen med en kollega, der også gerne vil i gang, så du har en at sparre med. Køb en scanningsplade og start eventuelt bare med at kigge på analyserne. I begyndelsen ser du måske ikke så meget, men efterhånden, som du ser flere og flere aftryk, vil du opdage ligheder og sammenhænge. Derudover er det en rigtig god ide at have noget viden om anatomi, som er grundlaget for alt.”

Også i forhold til leverandørene har Thomas Meester gode råd:

”Flere leverandører tilbyder at hjælpe dig i gang og giver dig mulighed for at begynde i det små. Et godt råd er at holde øje med, om en leverandørs system lukket, så du bliver tvunget til at bruge deres system til alt. Jeg foretrækker at kunne kombinere systemerne, så jeg fx kan bruge scanningspladen fra en leverandør og få printet indlæggene hos anden. Personligt er jeg størst fan af indlægssystemerne fra Voxelcare og scanningspladerne fra Materialize,” siger han og kommer med et tilbud:

”Hvis du gerne vil i gang, men føler dig usikker, har spørgsmål eller har brug for flere råd, så kontakt mig endelig. Jeg tilbyder også coaching, så man som fodterapeut kan lære, hvilke indlægsdesigns der egner sig til bestemte patienter,” siger han og tilføjer:

”Hvis fodterapeuterne ikke tager indlægsteknologien til sig, vil de opleve, at andre professioner – som fx fysioterapeuter – overtager rollen som eksperter i at lave indlæg. Det vil være en skam, da det jo er fodterapeuterne, som ved mest om fødder. Så begynd hellere i dag end i morgen.”

Kontakt Thomas Meesters

Har du spørgsmål til, hvordan du kommer i gang med indlægsteknologi og biomekanik, kan du kontakte ham på e-mail:

thomas@podologiehermes.be

 

Du kan også læse mere om ham på hans hjemmeside:

www.podologiehermes.be

Forskning viser sammenhæng mellem fodproblemer og rygsmerter

En omfattende meta-analyse viser blandt andet, at:

  • platfodethed øger risikoen for lændesmerter
  • overpronation og oversupination er særligt forbundet til lændesmerter hos kvinder
  • nedsat ankelfleksibilitet og asymmetrier skaber kompensation højere oppe i kroppen.

Den biomekaniske kæde

Fod → knæ → hofte → lænd. Når foden overpronerer, påvirkes hele kæden: tibia roterer → femur drejer indad → bækkenet tipper = øget belastning på lænden.

Hvad kan indlæg gøre

  • Øge stødabsorption
  • Korrigere fejlstillinger
  • Forbedre muskelaktivering i ryg, ben og fødder
  • Reducere kompenserende bevægelser.

Kilde

Association between lower limb alignment and low back pain: A systematic review with meta-analysis (på National Liberary of Medicine). Se studiet herunder:

Association between lower limb alignment and low back pain: A systematic review with meta-analysis – PMC

4. december 2025
NYHEDSBREV

Modtag nyheder fra Corpes