Amputationer kommer ikke ud af den blå luft

Ny undersøgelse giver et klart billede af, hvem der ender med en amputation. Resultatet har været en øjenåbner for Steno Diabetes Center Odense, der hurtigt er begyndt at se sig om efter nye måder at spotte udsatte patienter i tide.

Mennesker, der får amputeret en tå, fod eller et ben, har meget til fælles. De har flere kroniske sygdomme og så er de allerede kendte i både specialafdelinger, kardiologiske afdelinger og hos deres egen læge. Det viser en undersøgelse, som Steno Diabetes Center Odense (SDCO), Sjælland og Copenhagen har lavet sammen med Statens Institut for Folkesundhed.

Multisyge med høj dødelighed
De fire institutioner iværksatte undersøgelsen i kølvandet på den amputationsskandale, der begyndte at rulle i 2022.  Via en gennemgang af sagerne blev det tydeligt, at mange af amputationerne kunne have været undgået, hvis sundhedsvæsenet havde reageret i tide.

I Region Syddanmark fandt man flere end 100 borgere, der måske kunne have fået afværget en amputation, da regionen gennemgik journalerne på alle patienter, der var amputerede i de sidste 10 år.

Jan Erik Henriksen, centerdirektør i Steno Diabetes Center Odense, har arbejdet med diabetespatienter i mange år og har forsket i diabetessygdomme. Han er også tidligere ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Han fortæller, at undersøgelsen har været med til at kaste lys over patienter, som de skal være ekstra opmærksomme på.

”Det mest interessante ved studiet er, at det viser, at de patienter, der er blevet amputeret, er multisyge. De fejler altså rigtig meget, har en høj dødelighed og ligner hinanden bemærkelsesværdigt meget – uagtet om de har diabetes eller ej.  Begge grupper er kendte i både specialafdelinger, kardiologiske afdelinger, egen læge og så videre. Så det kommer ikke som en overraskelse, at de bliver amputeret på et eller anden tidspunkt. Men vi tror på, at vi kan gøre noget for at undgå, at det sker”, siger Jan Erik Henriksen og fortsætter:

”De mennesker, der bliver amputerede, er hyppigere folk med en lav indkomst og uddannelsesgrad og enlige. Desuden florerer psykisk sygdom også i den gruppe af patienter. Så det er generelt mennesker med, hvad nogen vil kalde et liv med mange problemstillinger”.

Lægerne skal løfte dynen
Lige siden situationen blev klarlagt, har Steno Diabetes Center Odense været ivrige for at komme ud med budskabet om, at lægerne skal huske at se på den type patienters ben og fødder og spørge ind til dem.

”Mange af patienterne har været indlagt på hjertemedicinsk afdeling mange gange med hjerteproblemer eller blodpropper, uden at nogen har løftet dynen op for at se, hvordan fødderne ser ud”, siger Jan Erik Henriksen. Han forklarer, at patienterne på den måde kan blive identificeret og udredt, så man kan få dem til at få det bedre og reducere risikoen for amputation med fx karkirurgi eller gangtræning.

Et andet sted, hvor Steno Diabetes Center Odense har sat ind for at redde ben og fødder, er i fodsårscentret. Her er samarbejdet blevet forbedret i de multidisciplinære teams med karkirurger, endokrinologer og plastikkirurger. Steno Diabetes Center Odense er også involveret i Fod på Langeland. Det er et projekt, hvor man ser på, hvad man får ud af at tilbyde gratis fodbehandling og opsøge langelændere med diabetes for at tjekke deres fødder.

”Vi kører ud til plejehjem og bosteder på Langeland for at finde sårbare patienter, der ikke kommer af sig selv. For vi har patienter fra Langeland, der bliver amputeret. Og vi kan se, at der er patienter, som kun kommer til fodterapeut, fordi det er gratis. Det er selvfølgelig dyrt med en sådan udkørende funktion, så det bliver spændende at gøre det op i data og få indblik i, hvor mange ben vi tror, vi har reddet”, siger Jan Erik Henriksen. Han tilføjer, at der er planer om at rulle projektet ud på Ærø, hvis det ser ud til at have en effekt på Langeland.

Mere om studiet

  • Studiet er baseret på data om 3.088 danskere, der fik foretaget en større benamputation (over anklen og til og med hoften) fra 2019-2021.
  • Formålet er at afdække, hvad der karakteriserer disse mennesker sammenlignet med en tilsvarende gruppe danskere, som ikke har fået en benamputation.
  • Studiet viser bl.a., at to ud af fem har diabetes, en stor andel bor alene, har lavt uddannelsesniveau og lav indkomst. Mange lever med kroniske sygdomme, har mange kontakter til sundhedsvæsenet og en høj dødelighed. 15,8 % dør inden for 30 dage efter amputationen.
  • Studiet fastslår, at antallet af mennesker med diabetes, der får amputeret en tå, fod eller ben er faldet markant i de sidste 40 år. Det tilskriver de blandt andet, at patienterne oftere får karkirurgisk behandling, at forebyggelsen sker tidligere og patienterne får mere viden.
  • Registerstudiet er et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Odense, Steno Diabetes Center Sjælland, Steno Diabetes Center Copenhagen og Statens Institut for Folkesundhed.

Læs studiet

Succes med at give fodterapeuter ret til at henvise
Steno Diabetes Center Odense er også involveret i Region Syddanmarks nye initiativ med at give fodterapeuter lov til at henvise patienter til sårambulatorier.

”Rigtig mange patienter med diabetes går til fodterapeut regelmæssigt eller mindst en gang om året til en fodstatus. Derfor er det også fodterapeuterne, som patienterne kommer til, hvis de har et sår. Tidligere var det sådan, at hvis fodterapeuten vurderede, at der skulle gøres noget ved såret snart, så skulle patienten forbi egen læge for at få en henvisning til sårambulatoriet. I mellemtiden kunne såret udvikle sig så meget, at det var nødt til at ende med en livsreddende amputation. Det har vi ændret i Region Syddanmark, så fodterapeuter nu har ret til at henvise direkte til fodsårscentret”.

Jan Erik Henriksen fortæller, at regionens fodterapeuter indtil videre har henvist mere end 20 patienter til sårambulatorierne. Og at alle patienter, med undtagelse af et par stykker, har haft brug for hurtig hjælp.

”Lige da ideen kom op, var fodsårscentrene bange for, at der ville komme en bølge af patienter, hvis ikke de skulle forbi en læge først. Dengang sagde jeg, at det troede jeg simpelthen ikke på. At jeg i stedet troede, at patienterne ville komme tidligere til fodsårscentret, og at det ville være godt. For antallet af patienter ville jo være det samme. Og det har jo også vist sig, at sårcentrene ikke er blevet løbet over ende af patienter”, siger han.

Fodsårscenter på Nyt OUH
Erfaringerne har ledt til, at kommunale sårsygeplejersker i Region Syddanmark nu også er på nippet til at få samme ret til at henvise til sårambulatorierne. Og indsatsen stopper ikke der. Efter planen flytter alle sygehusafdelinger ud på et nyt Stenohus på Nyt OUH i efteråret 2027.

”I det nye hus skal der være et fodsårscenter og vi har allerede lokaler, der står klar til, at patienterne kan begynde at komme. Det bliver Steno Diabetes Center Odense, der har det overordnede ansvar for logistikken omkring fodsårscentret, og vi har planer om at indføre mere glatte patientforløb med multidisciplinære teams. Det faglige ansvar vil fortsætte med at ligge under plastikkirurgien, som det gør nu. Overordnet, håber vi, det nye setup kan være med til at redde nogle flere ben”.

Et af de andre punkter, der har Jan Erik Henriksens opmærksomhed, er, at der mangler fodterapeuter i Region Syddanmark. Årsagen er, at ikke er nogen fodterapeutskole i regionen. Det er et problem, der kan gå ud fodsundheden for mennesker med diabetes. For nylig besluttede Region Syddanmark sig for, at de vil have en fodterapeutskole, men der mangler 10 millioner til at betale for opstarten af den.

Jan Erik Henriksen fortæller, at Steno Diabetes Center Odense meget gerne vil involveres i uddannelsen.

”I vores center har vi et helt kompetencespor, som er specialiseret i at lave uddannelse. Vi ved en masse om fødder og diabetes og kender de nyeste undervisningsprincipper, så det kunne være sjovt og spændende at involvere os i det”.

Blå Bog

Jan Erik Henriksen

Centerdirektør, MD, PhD, Steno Diabetes Center Odense, Odense Universitetshospital

Tidligere ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital.

Uddannet: cand. med (Københavns Uni. 1988), PhD (SDU 1995)

24. juni 2025
NYHEDSBREV

Modtag nyheder fra Corpes