”Henvisningsret til fodterapeuter vil øge patientsikkerheden, mindske risikoen for amputationer og aflaste sundhedsvæsenet”

Hvad kan sundhedssektoren lære af forløbet med amputationssagerne?

”Helt overordnet viser forløbet, at vi skal have et bedre tværsektionelt samarbejde, og som sundhedsvæsen blive bedre til at koordinere mellem faggrupperne. Vi har på amputationsområdet løbende indsamlet data, og vi kan se, at der er regionale forskelle fx på tilbud om forebyggende behandling, den karkirurgiske kapacitet og ledelsesmæssige tilgang til området. Det er ikke godt nok. Der er blevet sendt et signal om, at der er noget galt, og derfor skal vi bruge den indsamlede data om amputationssagerne til at blive klogere. Vi kan blandt andet se, at der er et stort behov for mere forskning om og forebyggelse af diabetiske fodsår.”

Forebyggelse af diabetiske amputationer handler blandt andet om at starte behandlingen så tidligst som muligt. Derfor foreslår Diabetesforeningen, at alle fodterapeuter får mulighed for at straks-henvise til sårambulatorier. Hvad mener du om det forslag?

”Jeg synes, det er et godt forslag, der netop vil øge det tværsektionelle samarbejde. Vi ved, at sektorovergange er der, hvor man risikerer at tabe patienterne, og behandlingen i nogle tilfælde bliver længere end nødvendig – og tid er en afgørende faktor for diabetiske fodsår. Det er netop mellem sektorerne i sundhedsvæsenet, at patientsikkerheden kommer i fare. Jo færre led i processen, jo hurtigere behandling og jo bedre forebyggelse. Derfor er det positivt, hvis fodterapeuterne kan få direkte kontakt til sårambulatorierne.

Hvilken forskel ville det gøre for patientsikkerheden, hvis fodterapeuter får henvisningsret til sårambulatorierne?

”Det vil øge patientsikkerheden, mindske risikoen for amputationer og aflaste andre dele af sundhedsvæsenet. Det anslås, at der i 2030 vil være op mod 500.000 danskere med diabetes. Hele sundhedsvæsenet får travlt, og derfor er det afgørende, at man hurtigt kan få en specialiseret behandling. I dag skal en patient først forbi den praktiserende læge for en henvisning til sårambulatoriet. Det øger risikoen for en forværring af situationen. Vi skal blive bedre til at forebygge og sætte ind langt tidligere med diabetiske fodsår og en direkte henvisningsmulighed kunne være en del af løsningen.”

Er der andre tiltag som man i praksissektoren kunne indføre for at øge patientsikkerheden?

”Vi skal ikke glemme, at patienterne også har et ansvar for at komme rettidigt til behandling. Det var også en del af læringen ved amputationssagerne. Nogle af dem, der endte med en amputation, var ikke kommet rettidigt til hverken fodterapeut eller læge med deres fodsår. Men det kan være svært for en patient med knappe ressourcer at vide, hvornår det er tid til at række ud til behandler. Der er et ansvar både hos patienten selv, men også de behandlere, som de møder i sundhedsvæsenet. Og så har myndighederne også et ansvar for at understøtte læring og gribe ind der, hvor det er nødvendigt. Indsamling af data er ikke nok – vi skal også handle på de data, der samles ind, hvis de viser, at noget er skævt. Vi ser ind i en fremtid med mange flere diabetikere, så forskning i forebyggelse af diabetiske fodsår kommer til at være afgørende for patientsikkerheden.”