Hammertæer kan genopstå efter operation

Ny forskning viser, at hammertæer, der bliver opereret med tenotomi, i nogle tilfælde gendanner deformiteten og skal opereres igen. Tenotomi er en simpel metode, hvor man skærer fleksorsenerne – der styrer bøjningen af tæerne – over.

Hammertæer er dårligt nyt, hvis man har diabetes. Tåstillingen kan være skyld i, at man får fodsår, der kan have svært ved at hele på grund af senkomplikationer til sygdommen. Derfor bør diabetespatienter med hammertæer henvises til operation. Er patienterne allerede blevet opereret, kan det ske, at de skal opereres igen. Det viser den nyeste forskning på området.

Inspiration ledte til forskningsprojekt
Ortopædkirurger har længe operereret hammertæer med en skalpel. Problemet er bare, at det kan skabe blødninger og vævsskade, der i sig selv kan danne et fodsår. Det fik en gruppe fra Bispebjerg hospital, Steno Diabetes Center og Nordsjællands Hospital, til at se sig om efter en ny metode til patienter med hammertæer. Jonas Askø Andersen, ortopædkirurg, er en del af gruppen og han fortæller:

”Vi blev inspireret til at forsøge os med tenotomi på mennesker med diabetes, efter at jeg havde set en ortopædkirurg på Rigshospitalet, Gert Rahbek Andersen, bruge en nål til at operere tæer på børn med spastisk lammelse. Vi så det som en åbning til at starte op på Steno Diabetes Center Copenhagen for at se, om tenotomi kunne gøre operationerne bedre for de her patienter”, siger Jonas Askø Andersen.

Ideen ledte til et stort forskningsprojekt i tenotomibehandling af hammertæer hos personer med diabetes på de tre hospitaler i gruppen. Og resultatet af det har medvirket til, at tenotomi i dag bliver anbefalet mod hammertæer i internationale retningslinjer for den diabetiske fod. Samme gruppe har for nylig udgivet en forskningsartikel, der følger op på langtidsresultaterne efter tenotomier.

Hvad er en tenotomi?
Tenomi betyder at skære en sene over. Man laver en tenotomi på en tå for at undgå eller behandle sår på hammertæer.

En tenotomi er et meget lille indgreb, der foregår i lokal bedøvelse og udføres med en nål. Det varer få minutter og foretages af en ortopædkirurg, som er en læge med speciale i knogler, led og muskler.

Kirurgen skærer senen over og der efterlades kun et lille hul på patientens hud efter nålen. Indgrebet gør, at tåen igen kan strækkes og dermed undgår patienten yderligere sår.

Kilde: Nordsjællands hospitals hjemmeside og Steno Diabetes Center Copenhagen

Sårbare patienter gør det nødvendigt at følge op
Den nye artikel viser også, at det er nødvendigt at følge op på patienter, der har fået tenotomi. De er nemlig sårbare, fordi de har en høj dødelighed, senkomplikationer og risiko for amputation. Derfor skal man som behandler være ekstra opmærksom på, om patienterne efter tenotomi gendanner fleksorsenerne og har behov for en ny operation.

”Der vigtigt, at man tænker over, hvordan man behandler og screener de her patienter, så man ikke taber dem på gulvet. Desuden er det vigtigt, at behandlere, der har diabetespatienter med tryk eller fodsår, kender nogen, der kan udføre tenotomi”, siger Jonas Askø Andersen.

Man ved ikke, hvorfor nogen patienter gendanner hammertæer efter tenotomi. Jonas Askø Andersen mener derfor, at det ville være oplagt at lave et nyt studie, der kunne kaste lys over det.

”Jeg har et projekt liggende i skuffen, hvor vi vil bruge ultralyd til at følge patienterne og se, hvor senerne ender henne, når man har tenotomeret dem. Det vil være allerbedst at bruge placebo. Det er dog lidt besværligt, fordi det er så lille en operation. Kirurger har en tendens til at have en indstilling til, at det ikke er muligt at lave blinde undersøgelser, men jeg tror, det er, fordi vi er for dovne”, siger han og tilføjer, at han også synes, det kunne også være interessant med et økonomistudie, hvor man ser på, hvor meget tenotomi kan mindske udgifterne til sår og bandager.

Internationale retningslinjer om den diabetiske fod

International Working Group on the Diabetic Foot (IWGDF) udarbejder evidensbaserede retningslinjer for at informere sundhedspersonale over hele verden. Retningslinjerne beskriver, hvordan man kan forebygge og håndtere den diabetiske fod. Arbejdsgruppen består af blandt andre læger, kirurger, sårsygeplejersker og fodterapeuter fra hele verden. I 2019 deltog flere danske eksperter.

Formålet med de internationale retningslinjer er at klæde multidisciplinære teams på til at dele fælles mål og følge evidensbaseret behandling om den diabetiske fod.

I maj 2023 udkom en opdateret version af de internationale retningslinjer for den diabetiske fod.

Læs retningslinjer fra IWGDF

Potentiel samfundsbesparelse
Jonas Askø Andersen har tidligere sagt, at han fortaler for, at blandt andre fodterapeuter også får lov til at lave tenotomier på hammertæer. Og det holder han fast i:

”Det kan spare mig noget tid, fordi jeg vil få færre patienter, hvilket igen kan nedbringe ventetiden. Samfundsmæssigt vil det også spare nogle arbejdsgange og i sidste kunne forkorte behandlingsforløb og muligt nedsætte risikoen for amputationer. Tenotomi er et meget lille indgreb, som jeg plejer at sammenligne med at tage en blodprøve. Og det kræver selvfølgelig, man har den rigtige backup og en plan b, hvis der skulle ske noget. Det er dog meget få, der får infektioner. I al den tid jeg har beskæftiget mig med området, er jeg er kun stødt på to personer, der har haft brug for antibiotika, som resultat af tenotomier”, siger han.

Skal man for alvor hammertæer til livs hos udsatte mennesker med diabetes, mener Jonas Askø Andersen, at tenotomi burde blive en del af anbefalingerne i de danske, nationale kliniske retningslinjer om den diabetiske fod.

Læs tidligere artikel: Operation anbefales til alle med sår på hammertæer

Blå Bog

Jonas Askø Andersen

Ph.D., Læge og forsker

  • Overlæge og forskningsansvarlig på Ortopædkirurgisk Afdeling, Nordsjællands Hospital.
  • Ortopædisk konsulent hos Steno Diabetes Center Copenhagen.
  • Klinisk lektor, Københavns Universitet
  • Bestyrelsesmedlem, Dansk Selskab for Sårheling – DSFS.
  • Har lavet flere forskningsprojekt om brugen af tenotomi som behandling af hammertæer.

Læs mere

Artikel: https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC11848885/
Artikel: Flexor Tendon Tenotomy Treatment of the Diabetic Foot: A Multicenter Randomized Controlled Trial
Artikel: Long term effects of flexor tenotomies

28. april 2025
NYHEDSBREV

Modtag nyheder fra Corpes

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.