Kirsten Normann Andersen, folketingsmedlem for SF, har beskæftiget sig med sundhed – både i praksis, teoretisk og politisk – næsten hele sit liv. Og så har hun haft diabetiske fodsår tæt inde på livet. Hun mener, at kvalitet og kontinuitet er afgørende for at udvikle sundhedsvæsenet.
I Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg holder Kirsten Normann Andersen fanen højt hver gang, der er en mulighed for at styrke kvaliteten og sammenhængen i sundhedsvæsenet. Og hun har altid fokus på borgenes behov. Fra sin tid som sygehjælper ved hun nemlig, at man bedst hjælper borgerne ved at tænke tværfagligt.
”Så sent som i dag har jeg sagt, at man ikke kun kan evaluere en indsats i sundhedsvæsenet ved at spørge social- og sundhedshjælper, – assistenter eller sygeplejersker. Man er også nødt til at spørge fysioterapeuter, ergoterapeuter, fodterapeuter og omsorgstandplejen. Og alle de andre, fordi de også spiller en væsentlig rolle i forhold til kvaliteten”, siger Kirsten Normann Andersen.
Hun taler ikke kun ud fra sin erfaring som sygehjælper, men også ud fra sin oplevelser med sin far. Han fik amputeret en tå på grund af et diabetisk fodsår, der ikke blev taget alvorligt i tide. Hun mener, at samfundet kunne sikre bedre livskvalitet, hvis det i højere grad var den samme sygeplejerske eller sosu-assistent, der fulgte borgeren.
I følge Kirsten Normann Andersen er mangel på kontinuitet skyld i, at behandling i sundhedsvæsenet bliver dyrere og sværere for personalet og virkelig sårbart for patienterne.
”Min påstand har altid været, at hvis vi skabte kontinuitet, så ville vi både spare ressourcer, lette arbejdsmiljøet for de ansatte og gøre det lettere for dem at bruge deres kompetencer. Det ville også øge kvaliteten for de ældre. Kronikerpakken er virkelig et stort skridt på vejen, og jeg synes, at fodterapeuterne skal helt tæt på fx i forhold til kronikerpakken for diabetes. Jeg kan slet ikke se for mig, at man laver kronikerpakker uden at få fodterapeuterne med. Men det forudsætter jo, at vi får kigget på, hvordan vi organiserer opgaverne, og på om vi har nok fodterapeuter. Samtidig tror jeg, at faggruppen også skal kunne se sig selv som en del af sammenhængen.”
I sit sundhedspolitiske arbejde trækker hun på sin fars sygehistorie, når hun arbejder for højere kvalitet og bedre kontinuitet i sundhedsvæsenet og ældreplejen. Han havde diabetes og blev på et tidspunkt indlagt med hjerteflimmer, hvilket fik personalet til at mistænke, at der var infektion i hans krop. De ledte alle steder på nær i den tå, som han blev ved med at bede om et plaster til. I stedet blev han sendt hjem uden at få behandlet sit diabetiske fodsår. Det var først hjemme, at man kunne konstatere, at såret var så dybt, at der var knoglekontakt.
”Der var det jo sent, men heldigvis var der en ortopædkirurg, der kastede sig ind i kampen og sikrede, at det kun blev en tå, han kom til at mangle i stedet for et helt ben. Det var neuropati, der var min fars store problem, men det ville han ikke rigtigt erkende, og han forstod heller ikke rækkevidden af det på det tidspunkt. Det var så smertefuldt og sårbart for ham at være i. Hans største skræk var at miste benene”.
Efterfølgende oplevede Kirsten Normann Andersen store problemer med at finde en fodterapeut, der kunne tilbyde hjemmebehandling. Hun erindrer det næsten som en umulighed, hvorfor hun selv endte med at klippe neglene på hans fødder og hænder. Selv da han fik en plejehjemsplads var der ikke noget personale, der ville tage sig af det. Den oplevelse betød, at hun i Folketinget blev optaget af at forbedre mulighederne for fodbehandling for ældre.
”Det bliver vi simpelthen nødt til at blive bedre til. Vi skal kunne sørge for, at patienterne kan få professionel assistance til at løse deres problemer . Fodpleje må ikke bare blive sådan en tankestreg i den samlede behandling. Vi svigter patienter, hvis ikke vi sikrer, at der er tilstrækkelig sundhedsfaglig opbakning. Det er rasende vigtigt for de patienter, der risikerer at udvikle fodsår”.
Kirsten Normann Andersen ser rigtig gerne, at der kommer flere fodterapeuter, så andre ikke skal stå i samme i situation som hendes far. Og hun er meget interesseret i at få kommunalt ansatte fodterapeuter, der kan indgå i tværfaglige teams i ældreplejen.
”For min skyld kunne man godt forestille sig, at kommuner ansætter fodterapeuter som en del af et fast team, og at det er den samme person, der går igen i forhold til personalet. For det er den måde, vi lærer af hinanden, så flere kan være med til at tage sig af borgernes behov. Jeg tror, at det er vigtigt, at specialisterne lærer fra sig og lærer andre, hvad der er godt at gøre.”
Kirsten Normann Andersen har flere gange engageret i sig i at styrke patientsikkerheden i fodbehandling til pensionister via det udvidede helbredstillæg.
I 2021 deltog hun i en debat i Folketinget, der resulterede i, at en undersøgelse af patientsikkerhed på området blev sat i gang. Sundhedsministeriet har fuldført undersøgelsen, hvor de konkluderer, at de ikke kan få øje på problemer med patientsikkerheden, da fejlbehandlinger uden for sundhedsvæsenet ikke bliver registreret.
Kirsten Normann Andersen vil tage sagen op i Sundhedsudvalget igen på baggrund af rapportens konklusioner.
Inden Kirsten Normann Andersen blev valgt til Folketinget, var hun politisk aktiv i FOA. Først som arbejdsmiljørepræsentant, senere som næstformand for FOA Sundhed i Århus, og til sidst som formand for FOA Århus.
”Jeg har aldrig selv tænkt i politikerbaner før meget sent, selvom jeg både har været politisk interesseret og medlem af et politisk parti. Men jeg meldte mig også ud igen, fordi jeg ikke syntes, at partipolitik og fagpolitik skulle gå hånd i hånd. Det ændrede jeg mening om på et tidspunkt, fordi jeg manglede nogen at sparre med, når jeg gerne ville have ændret noget lovgivningsmæssigt. Derfor meldte jeg mig ind i et parti igen og stillede op til Folketinget”.
”Jeg syntes, at der manglede praktikere som mig i Folketinget. Jeg brændte for at skabe nogle bedre vilkår for de patienter og borgere, vi havde med at gøre. Det var for svært at få systemerne til at arbejde tværfagligt. Fodterapeuter er et godt eksempel. Den enkelte fodterapeut kan ikke rykke på meget, men sammen kan man godt noget mere”.
I den tid, hvor hun var sygehjælper, var det normalt, at man blev lært op af andre faggrupper. Det gav mening, fordi hun var den nærmeste person til at opdage et behov, som borgeren ikke selv kunne se. Det er, den tværfaglighed, hun synes, har fået trange kår. Hun er især optaget af patienter, der er afhængige af en behandling.
”Der vi simpelthen nødt til at sørge for, at kvaliteten er i orden, og at det er en del af den samlede sundhedsydelse. Hvis jeg skal sammenligne fodterapien med et område, er det tandlægerne. Der kan man også få en fornemmelse af, at de bliver ekskluderet mere og mere fra sundhedsvæsenet. Jeg synes, at de skal inkluderes mere, fordi det er en sundhedsfaglig ydelse. Sådan ser jeg også fodterapi”.
Hun mener, at en større sammenhængskraft kan være med til at forebygge, at mennesker som hendes far ville miste sit ben. Og det er den udvikling, vi skal i retning af.
”Det er dyrt at lave operationer og passe patienterne efterfølgende. Det er nærmest umuligt at genoptræne patienterne til at blive selvhjulpne igen. De ender tit som kørestolsbrugere i plejeboliger med et tab af livskvalitet. Hvis det kan forebygges, så skal vi gøre det. Jeg tror virkelig, vi kan opnå meget med den forebyggende indsats”.
Fra 2027 indfører regeringen kronikerpakker, der skal sikre bedre sammenhæng for borgerne. De lægger ud med de første pakker til KOL og lænderyg-smerter i 2027 og fortsætter med type-2 diabetes i 2028. I 2029 kommer turen til hjertesygdomme efterfulgt af kompleks multisygdom i 2031.
Kirsten Normann Andersen
Medlem af Folketinget, Socialistisk Folkeparti, siden 2016.
Formand for Folketingets ældreudvalg, Sundheds- og ældreordfører.
Formand for FOA – Fag og Arbejdes Aarhus afdeling i perioden 2003-2016.
Sektornæstformand for FOA i Århus fra 1996 til 2003.
Uddannet sygehjælper i 1985, hvor hun både arbejdede på hospitaler med medicinske patienter og på plejehjem.
Født i Aarhus. Datter af en værkfører og en beskæftigelsesvejleder.
Cille Holse, formand for Danske Fodterapeuter, mener ikke, at ny forskning fra Steno Diabetes Center Copenhagen om fodscreeninger til mennesker med diabetes kan overføres direkte til det nære sundhedsvæsen.
