
Nu kan endnu flere blive fodterapeut i København
Fodterapeutskolen i København optager 20 ekstra studerende i 2024. Håbet er, at patienter i hele landet kan få adgang til fodterapi – også i fremtiden.
Fodterapeutskolen i København optager 20 ekstra studerende i 2024. Håbet er, at patienter i hele landet kan få adgang til fodterapi – også i fremtiden.
Der mangler fodterapeuter i Danmark. I løbet af det kommende årti vil hver tredje fodterapeut være gået på pension, mens antallet af diabetespatienter i Danmark vil være fordoblet. En undersøgelse fra Epinion for Danske Fodterapeuter viser, at hver anden ejer af en klinik for fodterapi i dag må afvise patienter, fordi de ikke har fodterapeuter nok til at behandle flere.
Derfor optager Fodterapeutskolen i København nu minimum 20 ekstra studerende i 2024. Det fortæller skoleleder Mette la Cour Sell. Målet er at lande på et stabilt tal på mellem 20 og 30 ekstra studerende årligt.
“Vi ved, at der kommer til at mangle fodterapeuter i Danmark og nogle steder i landet ser vi allerede alt for lange ventelister. Så er det jo vores opgave at træde til og uddanne flere dygtige fodterapeuter. Derfor er vi rigtig glade for, at vi kan byde velkommen til endnu flere studerende i 2024.”
Fastholder arbejdskraft i sundhedsvæsenet
En af fordelene ved at øge antallet af pladser på fodterapeutuddannelsen er, at den fastholder sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsenet. Flere end halvdelen af dem, der tager fodterapeutuddannelsen, har en anden sundhedsfaglig uddannelse i forvejen. 47 procent af dem siger, at de ville have forladt sundhedsvæsenet, hvis ikke de var kommet ind på fodterapeutuddannelsen. Det viser undersøgelsen fra Epinion.
Fodterapeutuddannelsen betegnes derfor som en sporskifteuddannelse, fordi den ofte søges af mennesker, der gerne vil skifte uddannelsesspor. Og uddannelsen har også allerede ansøgninger nok til at forhøje optaget, fortæller skoleleder Mette la Cour Sell.
“Vi er glade for, at der er så stort et ansøgerfelt til uddannelsen – vi må faktisk afvise kvalificerede ansøgninger på grund af pladsmangel. Vores elevsammensætning er meget blandet – der er en del, der har en sundhedsfaglig baggrund og ønsker at skifte spor. Men vi har også helt unge studerende, som starter på deres første uddannelse. Den blanding giver et rigtig godt og spændende studiemiljø, hvor man kan lære af hinanden.”
En samfundsøkonomisk gevinst
Når der bliver uddannet flere fodterapeuter, kommer det ikke kun patienterne til gavn. Undersøgelser viser, at det også har en samfundsøkonomisk gevinst at øge optaget. Fodterapeuter er med at forebygge diabetiske fodsår og amputationer. Det koster samfundet under 1.000 kroner at forebygge fodsår og amputationer hos mennesker med diabetes, mens det koster mellem 400-500.000 at behandle et diabetisk fodsår og en million kroner for en amputation.
“Både diabetiske fodsår og amputation går udover patienternes livskvalitet og sundhed – og det er vores første prioritet som sundhedspersonale. Men det er også vigtigt at huske, at vi som samfund kan spare meget, hvis der er øget fokus på forebyggelse. Og det er her, at fodterapeuter virkelig kan gøre en forskel for især mennesker med diabetes,” afslutter Mette la Cour Sell.
Det første udvidet hold studerende starter i januar 2024 på Fodterapeutskolen i København.