“Det er ikke hver dag, man gør så stor en forskel i et andet menneskes liv”

En rutinebehandling tog en uventet drejning for fodterapeut Lisbeth Amrit Vestergaard, da hun opdagede et mistænkeligt modermærke på en patients ben.

Det startede som en helt almindelig dag i klinikken for fodterapeut Lisbeth Amrit Vestergaard. En af hendes faste patienter sad i stolen med et tilbagevendende problem med nedgroede negle.   

Som altid afsluttede Lisbeth Amrit Vestergaard en behandling med at smøre patientens fødder ind i creme. Men denne dag bemærkede hun, at patienten også har tørre ben, så hun spørger, om hun ikke lige skal smøre dem også:   

Min første tanke var: ‘Det ligner modermærkekræft’

“Han sagde ja og trak buksebenet helt op til knæet. Jeg lagde med det samme mærke til en meget mistænksom hudforandring. Jeg var heldigvis god til at bevare fatningen, men jeg må indrømme, at min første tanke var: ‘Det ligner modermærkekræft. Og hvis der er, så håber jeg ikke, at det har nået at udvikle sig’.'”  

Lisbeth Amrit Vestergaard fik lov af patienten til at kigge nærmere på modermærket med sin lup og her opdagede hun hurtigt flere faresignaler: “Jeg kunne tydeligt se, at modermærket var mørkere i den ene side end den anden. Jeg vurderede, at det var over 5 mm og der så ud til at være begyndende pigment øer i området omkring modermærket.” 

Patienthistorier

I dette format giver vi ordet til fodterapeuterne. Vi beder dem fortælle om et patientforløb, der har gjort et indtryk på dem.

Det kan enten være en faglig udfordring, et sjovt møde eller et forløb, der gjorde et personligt indtryk.

Har du en patienthistorie, du gerne vil dele, kan du skrive til kontakt@corpes.dk

Balancegang mellem professionalisme og medfølelse
I sådanne situationer er det ikke kun den faglige viden, der er vigtig. Det kræver også en fin balance at formidle alvoren uden at skræmme patienten unødigt, fortæller Lisbeth Amrit Vestergaard.  

“Jeg blev jo bekymret, så snart jeg så modermærket, men det ønskede jeg ikke at vise patienten. Det var vigtigt at holde masken. Jeg ville ikke gøre ham bekymret, men han skulle samtidig forstå, at det var vigtigt, han kontaktede egen læge hurtigst muligt.”   

Lisbeth Amrit Vestergaard valgt derfor sine ord over for patienten med omhu: “Jeg tror, jeg sagde noget i retningen af ‘Hvis det var mig, så ville jeg få det undersøgt.’ Og det virkede heldigvis. Dagen efter ringede han til sin læge.”   

Når opmærksomhed redder liv
Lisbeth Amrit Vestergaards håndtering af situationen viste sig at være afgørende. Patienten fulgte hendes vejledning og snart bekræftede en dermatolog, at der var tale om modermærkekræft.  

“Patienten endte med at få fjernet modermærket og går nu til regelmæssig kontrol. Det er ikke hver dag, man gør så stor en forskel i et andet menneskes liv.”  

Det glæder mig, at patienten fulgte min vejledning – og så er det jo altid dejligt at få ros fra andre fagfolk.

Kræften havde heldigvis ikke spredt sig, og patienten kom sig helt oven på forløbet.   

“Til den efterfølgende fodbehandling kom patienten med en fin æske chokolade og ros fra dermatologen. Hun havde sagt til ham, at hun var imponeret over, at jeg havde opdaget modermærket. Det glæder mig, at patienten fulgte min vejledning – og så er det jo altid dejligt at få ros fra andre fagfolk.”  

For Lisbeth Amrit Vestergaard var oplevelsen også en påmindelse om vigtigheden af hendes og kollegaernes arbejde: “Jeg er sikker på, at andre fodterapeuter har haft lignende oplevelser, hvor resultatet af vores behandlinger spænder fra at øge patienternes livskvalitet til potentielt at forlænge og forbedre livet for fx diabetespatienter. Og i nogle tilfælde redder vi helt konkret liv.” 

Blå Bog

Lisbeth Amrit Vestergaard

Fodterapeut

  • Uddannet fra fodterapeutskolen i København i januar 2002
  • Klinikejer i Birkerød Fodterapi v/Lisbeth Vestergaard og Marid Højgaard siden 2004
  • Har taget efteruddannelse i diabetes for privatpraktiserende fodterapeuter i efteråret 2023.
25. september 2024
NYHEDSBREV

Modtag nyheder fra Corpes

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.