25.000 sensorer skal overbevise mennesker med risiko for fodsår om at beholde skoene på

Fodsårspatienter kan have svært ved at forstå vigtigheden af at beskytte fødderne med fodtøj. Et nyt visuelt dialogværktøj kan være nøglen til at ændre patienternes vaner.

I et lyst rum på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) strækker en lang skumgummiplade sig fem meter på langs i rummet. Midt i pladen gemmer sig 25.000 trykfølsomme sensorer, der registrerer selv den mindste belastning på foden. Det er her, i ganganalyserummet, at fodterapeut Louise Rikke Barth møder sine patienter med et helt særligt formål:

“Vi vil gerne vise fodsårspatienter, hvad der sker med deres fødder, når de går – både med og uden fodtøj. Det gælder især dem, der er i høj eller moderat risiko for at udvikle fodsår. For mange tænker ‘det gør jo ikke ondt’, og så glemmer de at bruge deres fodtøj og indlæg. Men med vores nye dialogværktøj kan vi faktisk vise dem, hvorfor det er så vigtigt,” forklarer hun.

Når ord ikke er nok
Problemet med specialfodtøj til diabetespatienter er velkendt på landets hospitaler og i fodterapiklinikker: Patienterne tager ikke de anbefalede sko på og bruger dem ikke konsekvent. Særligt indendørs er det fristende at smide skoene og det kan have store konsekvenser, fortæller Louise Rikke Barth.

“Det hele handler om forebyggelse. Vi kan give patienten den helt rigtige behandling og det perfekte fodtøj, men hvis de ikke bruger aflastningen i hverdagen, så ser vi desværre, at der kan opstå et nyt fodsår eller et recidiv (tidligere, red.) sår.”

Det er her, de 25.000 sensorer kommer ind i billedet. For når patienterne har gået deres gang hen over den særlige trykplade, genererer computeren et tydeligt billede af, hvordan foden belastes. Røde områder på billedet viser, hvor trykket er størst – og dermed hvor risikoen for fodsår er højest. Billedet bruger fodterapeuterne som dialogværktøj i vejledningen af patienten:

“Vi oplever, at det bliver meget mere håndgribeligt for patienterne,” fortæller Natasa Kuzmanoski, der er fodterapeut på Steno Diabetes Center Copenhagen. “Jeg kan pege på skærmen og sige ‘jeg kan godt forstå, du er glad for dine sko, men kan du se det røde område? Det er her, trykket er alt for højt.'”

Kort om Novel-systemet

Novel er et system til måling af belastning og trykfordeling på fødderne. Novel har to forskellige systemer til at måle tryk og belastning; et på bare fødder med 25.000 trykfølsomme celler; et med indlæg, som lægges i patientens sko, der har 99 trykfølsomme celler. Novel-systemet bruger farvekoder til at vise, hvor belastningen er størst.

Markant forskel på trykbelastningen
Målingerne fra scanningen viser nemlig tydeligt forskellen: For eksempel kan trykket på forfoden være helt op til 1025 kPa ved barfodsgang, mens patientens fodtøj kan reducere trykket ned til 325 kPa. Det er en markant forskel, som patienterne nu kan se sort på hvidt – eller rettere rødt på blåt.

Særligt for patienter med nedsat følesans i fødderne, håber vi, at den visuelle tilgang kan være effektiv, fortæller Natasa Kuzmanoski:

“Hvis man ikke er opmærksom på, at følesansen er nedsat, kan det være svært at forstå, hvor vigtigt det er at gå med fodtøjet hele tiden – også indenfor! Med ganganalysen kan vi vise dem, at de er i risiko for en skade på foden, hvis de ikke beholder skoen på. Det gør indtryk på mange.”

Erfaringen med brug af visualiseringen har Louise Rikke Barth og Natasa Kuzmanoski formaliseret i et pilotstudie med næsten 100 diabetespatienter. Forskningen viste både potentialet og udfordringerne i projektet. Selvom en stor del af deltagerne havde fået ordineret specialfodtøj, havde de alligevel en stor risiko for at udvikle fodsår.

“Det viser, hvor kompleks den her patientgruppe er. Alle deltagerne havde nedsat følesans i fødderne, så selvom vi giver individuel vejledning og visuel guidning, er det stadig en udfordring for patienterne at omsætte viden til handling i hverdagen”, forklarer Louise Rikke Barth.

Alligevel ser vi som faggruppe et stort potentiale i den visuelle tilgang. Trykmålingerne viser nemlig sort på hvidt, hvor stor forskel fodtøj og indlæg gør for at aflaste de sårbare områder på foden.

“Men vi har brug for mere forskning for at dokumentere, hvilken effekt det har på lang sigt,” siger Louise Rikke Barth.

Udvalgte resultater fra forskningsprojektet

  • PPP-måling (Peak Plantar Pressure) viser sig at være et godt visuelt og informativt værktøj til at skabe opmærksomhed om vejledning og forebyggelse af fodsår.
  • Systemet giver meget konkrete data, der viser den store forskel mellem barfodsgang og gang med fodtøj, eventuelt med indlæg.
  • Metoden giver patienterne en konkret forståelse for, hvorfor de skal bruge beskyttende, veltilpasset fodtøj både inde og ude.
  • I pilotprojektet blev deltagerne delt ind i grupper med fire forskellige formål; forebyggelse af første fodsår, forebyggelse af fodsår, der kan genopstå, forebyggelse af nye fodsår og før og efter kirurgi.
  • Novel er et veletableret system (Novel Emed® og Pedar®), der nu bruges på en ny måde som uddannelsesværktøj.

Fra pilotprojekt til national løsning
De første erfaringer med ganganalysen har derfor ført til et større forskningsprojekt på Steno Diabetes Center Copenhagen med knap 1000 deltagere. I det projekt vil vi sammenligne systemet med vores nuværende screening for at forebygge, at det første fodsår opstår. Håbet er at kunne udbrede dialogværktøjet nationalt.

“Vi er meget drevet af spørgsmålet om, hvordan vi motiverer patienter til at følge deres behandling og huske aflastning – altså hvordan får patienterne de gode vaner med ud fra hospitalet?” fortæller Louise Rikke Barth og fortsætter: “Ord fylder meget, når man er på hospitalet, og der er altid meget information. Så det er en kæmpe hjælp, at vi har fået systemet til at supplere vores vejledning i god egenomsorg.”

Fodteamet på SDCC præsenterede for nylig pilotprojektets resultater på den internationale konference Diabetic Foot Study Group (DFSG) 2024 i Valencia.

“Det højner virkelig min faglighed at bidrage til et forskningsprojekt,” fortæller Natasa Kuzmanoski. “Når vi laver forskningsprojekter, så kan vi bevise, at vores behandling virker. Jeg synes, det er sejt, at en så lille faggruppe som fodterapeuter faktisk har forskningsprojekter i gang.”

Blå Bog

Louise Rikke Barth

Steno Diabetes Center Copenhagen

fodterapeut

Har en sundhedsfaglig diplomuddannelse og er i gang med en master i personlig medicin på Københavns Universitet.

Posterpræsentationer om neuropati forskningsstudier og ganganalyseprojektet på Diabetic Foot Study Group/International Working Group on the Diabetic Foot.

Blå Bog

Natasa Kuzmanoski

Steno Diabetes Center Copenhagen

Fodterapeut

Har deltaget i ganganalyseprojektet.

21. november 2024
NYHEDSBREV

Modtag nyheder fra Corpes

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.