Forskellighed styrker arbejdsmiljøet
Dorthe Gransøe har haft Maria Strøh ansat i ni år, og det har øget arbejdsglæden i klinikken. Hun håber, flere vil ansætte mennesker med specielle behov – for alle har noget at bidrage med.
Dorthe Gransøe har haft Maria Strøh ansat i ni år, og det har øget arbejdsglæden i klinikken. Hun håber, flere vil ansætte mennesker med specielle behov – for alle har noget at bidrage med.
Det hele startede med, at Maria Strøh og hendes mor var til behandling hos Dorthe Gransøe i Klinik for Fodterapi i Kalundborg. Der kom de til at snakke om, at Maria gerne ville have et job, fortæller Dorthe Gransøe:
“Så jeg tænkte egentlig bare: hvorfor ikke her? Vi havde ikke haft en medarbejder med Downs Syndrom før i klinikken, så det var en chance, vi tog. Og det har vi overhovedet ikke fortrudt.”
Maria Strøh startede i et tremåneders praktikophold i klinikken, så både hun og Dorthe Gransøe kunne se, om de var et godt match. I dag er Maria Strøh fastansat som servicemedarbejder på niende år. Og hun har ikke planer om at stoppe:
“Jeg elsker mit job og mine kollegaer. Vi tager os af hinanden, og jeg kan se en fremtid for mig selv her i klinikken. Det er det bedste sted.”
Marias opgaver i klinikken er blandt andet at rengøre instrumenter, som hun klarer helt uden hjælp.
Når alle er samlet i klinikken, er de fire; klinikejer Dorthe Gransøe, to andre fodterapeuter og Maria Strøh. Og den forskellighed er en styrke, mener Dorthe Gransøe:
“Jeg synes, det giver et godt arbejdsmiljø, at vi er forskellige mennesker i klinikken, der hver især bidrager med det, vi kan. Det er fx en kæmpe glæde for Maria at gå på arbejde, og det smitter af på os andre. ”
Pligtopfyldende og glad medarbejder
Maria Strøh er i klinikken torsdag og fredag i to timer. Hendes opgaver er at rengøre instrumenter, lægge håndklæder sammen, hjælpe med at lave fodbad og vaske køleskabet hver fredag.
“Hvis jeg skal beskrive Maria som medarbejder, vil jeg sige, at hun er en glad pige, der møder til tiden, er pligtopfyldende og omsorgsfuld,” siger Dorthe Gransøe.
”Og så giver jeg altid gode krammere!” indskyder Maria Strøh. Det er Dorthe Gransøe helt enig i.
Da Maria Strøh startede, hang Dorthe Gransøe billeder op af instrumenterne og hvilke æsker, de hørte til, når de var gjort rent. De billeder behøver de ikke mere. For nu sidder rutinerne i håndleddet, som Maria Strøh siger.
Generelt er Maria Strøh meget selvstændig i sine opgaver, fortæller Dorthe Gransøe:
”Selvom hun kun er her fire timer om ugen, så er det gode og effektive timer. Maria planlægger selv sin tid og opgaver og gør altid det, vi har aftalt. ”
”Maria har sine specielle behov, men udover det, så synes vi bare, at det er dejligt, at hun altid er glad, når hun kommer på arbejde. At vi som arbejdsplads har plads til mennesker med specielle behov, det lægger vores patienter også mærke til,” fortæller Bodil Lund Olsen og Katrina Veilmark, indlejere på Klinik for Fodterapi – Kalundborg.
Patienterne er glade for Maria
Det er vigtigt, at alle føler sig godt tilpas i klinikken. I starten var Dorthe Gransøe derfor spændt på, hvordan det ville blive taget imod, at den nye servicemedarbejder havde Downs Syndrom. Men der har ikke været nogen problemer, fortæller hun:
“I starten tænkte jeg rigtig meget over, hvad patienter og de andre i klinikken ville synes om at have Maria i klinikken. Men alle elsker Maria. Hun er vores lille solstråle. Hun ser altid lyst på tingene, og det er noget, jeg har lært meget af – ikke at lade sig hidse op over de små ting. På den måde har Maria bidraget positivt til vores arbejdsmiljø.”
Hverken Maria Strøh eller Dorthe Gransøe har oplevet, at en patient har været uhøflig eller ubehagelig, når snakken er faldet på klinikkens servicemedarbejder. Maria Strøh smiler til patienterne, og de smiler til hende, for som hun siger: ”Man skal behandle andre godt, fordi så behandler de også dig godt.”
Maria arbejder i klinikken hver torsdag og fredag i to timer. Derudover arbejder hun to gange om ugen i Raklev Brugsen.
Medarbejder med specielle behov
Maria Strøh er lige fyldt 30 år, og det blev blandt andet fejret i klinikken. Kalenderen blev lukket for patienter og så blev Maria Strøh fejret over frokost af sine tre kollegaer. Faktisk er kollegaerne det bedste ved jobbet, fortæller hun:
”Jeg elsker vores små snakke over frokostbordet, hvor vi taler om vores liv og hverdag. Jeg hygger meget rigtig meget hernede i klinikken.”
Hun beskriver sig selv om en medarbejder med specielle behov. Men det er ikke noget, der fylder særlig meget i hverdagen.
”Jeg ved godt, at jeg er anderledes, men sådan ser de mig ikke her i klinikken. De ser mig som en ligemand. Jeg føler, at jeg ansat ligesom de andre. Jeg er en god, ung kollega, der gør mit job ordentligt og bringer livsglæde til klinikken. ”
Fik hjælp af studievejleder i starten
I dag er Maria Strøh en integreret del af hverdagen i klinikken. Men i starten skulle Dorthe Gransøe og Maria Strøh lige finde rytmen i samarbejdet. Derfor er Dorthe Gransøes bedste råd at have tålmodighed med processen og ikke være bange for at bede om hjælp, hvis man gerne vil ansætte en praktikant.
”Man skal huske, at man har lov til at spørge om hjælp. I starten benyttede vi os af Marias studievejleder Per. Han hjalp med at finde ud af, hvor meget timer Maria kunne være her og hvilke opgaver, der ville være bedst for hende. Det var en god hjælp i starten. I dag er det eneste tidspunkt, vi ser noget til Per, når han kommer forbi med chokolade til jul, fordi det bare kører med Maria. Men jeg ved, at jeg altid kan ringe, hvis jeg har brug for hjælp.”
Dorthe Gransøe har gennem sin tid som klinikejer haft forskellige mennesker ansat i fleksjobs. Og selvom man ikke kan arbejde fuldtid, har man stadig værdi for samfundet, mener hun:
“Jeg vil gerne vise verden, at der er brug for alle. Jeg synes, det er sundt at vise udadtil, at man tager et socialt ansvar som klinikejer. Ja, jeg synes faktisk, det er en pligt.”
Klinikejer med socialt ansvar
Til næste år kan Maria Strøh fejre 10-års jubilæum i klinikken. Dorthe Gransøe håber på, at deres historie kan være med til at inspirere andre til at ansætte mennesker med specielle behov.
”Jeg mener, at vi som borgere i samfundet har pligt til at gøre noget for andre og tage et socialt ansvar. Så hvis man kan, har man pligt til at prøve at få en praktikant. Man har som sagt altid en mulighed for at sige nej tak igen, hvis det ikke dur.”
Maria Strøh bryder ind i samtalen: ”Må jeg sige noget? Det betyder rigtig meget for mig at være i klinikken. Mit arbejde giver mig en kæmpe livsglæde. Jeg elsker at gøre folk glade.”
”Det gør du bestemt også”, svarer Dorthe Gransøe.
”Jeg er født, som jeg er. Men jeg har det godt. Jeg har fundet mit rette element her i klinikken og jeg er glad. Jeg synes bare, man skal kaste sig ud i det, ligesom Dorthe og jeg,” afslutter Maria Strøh.
Opfordringen fra Maria Strøh er hermed givet videre.
Dorthe Gransøe og Maria Strøh
Fodterapeut og servicemedarbejder
Dorthe Gransøe
Maria Strøh