
Første artikel fra forskningsprojekt om børnefødder udgivet
Med udgivelsen af protokolartiklen er første “eksamen” veloverstået for forskningsgruppen bag kortlægning af danske børnefødder.
Med udgivelsen af protokolartiklen er første “eksamen” veloverstået for forskningsgruppen bag kortlægning af danske børnefødder.
Der var en tidlig julegave til teamet bag det tværfagligt forskningsprojekt om at kortlægge danske børnefødder. For i starten af december kunne de fejre, at den første videnskabelige artikel fra projektet blev udgivet i det internationale, anerkendte tidsskrift Methods and Protocols fra MDPI (Multidisciplinary Digital Publishing Institute). Det fortæller ortopædkirurg Christian Wong fra Rigshospitalet:
“Vi er meget glade for, at vores protokolartikel er blevet optaget i tidsskriftet, der er en peer-viewed videnskabelig journal. Det betyder, at der er andre forskere, der har taget stilling til vores projektbeskrivelse, stillet kritiske spørgsmål og til sidst vurderet, at vores metoder i projektet er valide nok til at blive publiceret i deres journal. Man kan godt sammenligne det med at have bestået den første eksamen for forskningsprojektet. Så vi er meget stolte.“
Stor gennemsigtighed i projektet
En protokolartikel beskriver forskningsprojektets metoder, fx hvilke test man vil udføre og hvordan man vil analysere resultaterne bagefter. Det er frivilligt, om man vil udgive en protokolartikel, men det giver en vis videnskabelig transparens i projektet, forklarer Christian Wong:
“Det er en måde at få så stor gennemsigtighed i forskningsprojektet som muligt. Vi går simpelthen ud og fortæller åbent om, hvad vi ønsker at undersøge og hvordan. Og det har været et stort ønske for os, for så kan andre forskere holde os op på, at det faktisk er det, vi ender med at gøre.”
Næste skridt er resultaterne
Forskningsprojektet er et samarbejde mellem ortopædkirurger og fodterapeuter og formålet er at skabe et grundlag for fremtidig forebyggelse og behandling af fodproblemer hos børn. Et område som vi ikke ved meget om, fortæller Christian Wong:
“Det er første gang, at man kortlægger danske børnefødder i så stort et omfang. Vi ved faktisk ikke så meget om danske børns fodsundhed, så med dette projekt prøver vi at finde ud af, hvordan danske skolebørns fødder har det. Hvad er de mest almindelige udfordringer for børnefødder i dag? Hvor stor en andel har fx smerter, hård hud eller nedgroede negle? På den måde kan vi på sigt give basis for en bedre behandling. “
I alt regner forskningsgruppen bag projektet med at udgive seks artikler med resultater fra undersøgelserne. Artiklerne udgives løbende næste år.